Til forsiden

Omlægning fra havedam til Koidam, m. Japanske koikarper
Planlægning og opbygning af en koidam på 19.000 liter.
v/rækkehuset, sommerferien 2003 

 

 

.
På denne side har vi i tekst og foto skrevet om vores arbejde i 2003, med at bygge om fra
den gamle havedam på 4200 liter, til en ny koidam på 19.000 liter,
med håndtamme Japanske karper 

Der er noget om:  Et biofilter - der var for lille, fra starten af - EPDM gummidug der er tung
- Udvælgelse af Sorte granitstykker og  Granitbænken - Rørføringen i 50 mm. til returløb og 75 mm. afløb til kloak - Montering af rør gennemføringer i EPDM gummi dugen - Håndtamme koi karper og spisetid - regn, regn og atter regn..... - Opstart af bio filter i koi dammen - Ombygning af biofilter - Tilslutning af 220 volt varmer (heater) - Tilslutning af UV lys (UV filter)
- Og en masse mere.....


Det færdige resultat - læs om vores arbejde med at lave dammen længere nede på siden!
Her kan du se større fotos af dammen - det kan tage tid, for billederne "er lidt tunge" at hente


Af skade bliver man klog - men sjældent rig !
EFTER at vi havde gravet havedammen større i foråret 2003, var vi så letsindige at sætte koi'er i den. 
For det første, så var havedammen ikke "bygget" til koikarper, og for det andet kunne vi slet
ikke styre vores koi-indkøb! 
Vi var blevet  f u l d s t æ n d i g  bidt af de svømmende væsener...... (koi altså..)
- Koi'ernes høje og hyggelige smaskelyde på sten og bassinfolie, deres "hengivenhed" når vi stak
hænderne ned i vandet, deres nysgerrighed og ikke mindst koi'rnes farvetegninger
 - og "lige pludselig" - var der 12 koi'er i havedammen, 
hvoraf kun 4 koi var under 20 cm, og de resterende koi mellem 25-45 cm. 



Vores 3 stører blev solgt, vores shubunkin og de fleste af vores guldfisk foræret til en nabo med havedam, for de var pludselig ikke så sjove mere.
- og vi skulle også have lidt mere plads til koi'erne så de kunne boltre sig i dammen......!
(Læs evt. om vores tidligere havedam med guldfisk her)

For at "forsvare" os selv lidt, så lavede vi havedammen i foråret 2003 til guldfiskene, størerne
og vores shubunkin. 
Skæbnen ville så at vi blev forelskede i nogle Japanske koi karper som vi så i en forhandlers bassiner.
"Forelskelsen" endte (i første omgang!) med 12 koi'er, og havedammens vand var nu
ikke længere så rent som vi gerne ville have det.
Koi'erne fyldte munden med grus/småsten fra lavtvandszonerne og flyttede dem rundt,
også ud i dybvandszonen og ned over pumpen som kan tage partikler op til 8mm,
så den raslede godt, når vi tog den op til rensning.
Koi'rene hærgede planterne i havebassinet, åd dem - svømmede hen til dem, skubbede sig op på dem
og mavede sig igennem dem, så planterne vendte ud til alle sider bagefter,
åkanderne fik dog lov til at gå næsten fri.

Kort sagt så vendte de koi'r næsten alt på hovedet i havedammen. OG - for det ikke skal være løgn....
så kan sådan nogle kræ lægge en ordentlig "karamelstang" når de har bearbejdet føden.....
så DET måtte vi jo så gøre noget drastisk ved - når vi nu VILLE have koi i dammen. ;-))

Sidst, men bestemt ikke mindst, så fandt vi ud af at vores Bio filter fra Oase, et Filtoclear 11.000 (trykfilter) nu ikke kunne følge helt så godt med.
Vi begyndte at måle gennemstrømning og flowtab på det, og fandt ud af at der var et tab
på ca. 2.000 liter/t gennem filteret og ud i dammen.
Filteret var helt ok til den fiskebestand vi købte det til, men koi'er sviner nu NOGET mere
- både mekanisk og med ammoniak - end vi lige havde regnet med. 

Vi har altså ATTER bestemt at vi vil grave havedammen op, og vi har købt nyt og større Bio-filter. 
Vi begynder nu at ønske at vi havde plantet pengetræer i baghaven da vi flyttede ind
...men, vi har desværre ikke kunnet finde ud af hvor man fik fat i dem ;-))

Nå, men denne gang skal vi bruge en lidt større "gravko", for at komme i dybden, 
så håber vi ikke grundvandet kommer hvæsende, som det gjorde i foråret.
NU vil vil have os en koidam - og det er ABSOLUT..... a b s o l u t   sidste gang vi graver ud!!

(Hvis det, mod forventning, ikke viser sig at være tilfældet, så må der være en der kan slå os oven i hovedet
- med noget hårdt og MEGET tungt! )

 

Vi havde en idé - om at koidammen skulle se cirka sådan her ud.....

(og som du kan se lykkedes det...)

Vores koidam-ønsker/vision inden vi begyndte, var: 

Vi forventer dammen bliver omkring 14.000 liter (1.000 liter pr. koi er målet)
Den skal omgives af mørkegrå sprængte granitstykker med mørkegrå granitskærver
enkelte steder.
Der skal stå en granitbænk på langsiden ved vandfaldet / hækken, krybende trædebregner og nedgravede granitsten som bund..
*Der skal laves en lille sø i den ene ende, som løber ud i en bæk der ender i koidammen.
*Der skal en buet granitbro (eller trædesten) over bækken så man kan
komme over til granitbænken.
Beplantning, tja-e vi har købt et (forhutlet) bredkronet korktræ der skal skygge over
dammen nær granitbænken.
Vi genbruger en rød hængende japansk ahorn, en opretstående rød japansk ahorn, 
nogle lave stedsegrønne enebærbuske og lidt andet lavtvoksende....timian osv...
"filter teknikken" kommer til at stå ved siden af den lille sø.

- nu kan du så begynde at danne dig dit eget indtryk af hvad vi giver os i kast med nu ;-))

Åh-åeh...vi har revideret lidt i visionen ;-))
*Den lille sø, bækken og granitbroen springer vi over - det kommer til at fylde alt, alt for meget i vores lille have.
Men vi tror på at det bliver super godt alligevel, vi glæder os til at blive færdige med projektet...!


En hyggelig koidam bliver til !
Så følg med - hvis du har lyst og er nysgerrig !


Fredag den 6. juni 2003
(Det nye biofilter, et Biotec-18 filter bliver leveret)

I dag, fik vi vores nye Oase filter leveret. Et helt nyudviklet biofilter fra Oase:


Læs om "Biotec 18"  her

Filteret er næsten lige kommet til landet, er i en fornuftig størrelse (80 x 60 x 53 cm) og ret smart
- specielt set i lyset af at vi ikke vil have et kæmpearrangement med vortex - børste-
og skumfiltre stående i vores lille have. 
Biotec 18 filteret lyder lovende, og vi forventer os meget af det!

Vi har sat det nye biofilter til i dag, parallelt med det "gamle" Filtoclear, for at få det
 i gang med at danne biomasse og for at undgå at starte fra scratch med den nye havedam. 
Vi låner et 3.000 liters kar når vi går i gang med gravearbejdet 
- for vi vil IKKE starte med nyt vand én gang mere. 
Vi skal have tømt det meste af dammens vand over i karret og have det nye biofilter flyttet over til det.. 
Fiskene kan så gå og hygge sig der indtil deres nye koi hjem er færdigt, så er der heller ingen panik 
og vi har tid til at blive ordentlige færdige, med kanter og planter (uden for dam-området)

Mandag 30. juni, går startskuddet, for anden gang i år, med en omgang opgravning i haven 
Søren, vores hjælpsomme nabo stiller atter op for at styre roret i "koen".


Søndag den 22. juni 2003
(Koi'ernes midlertidige hjem, hentes)

Så gik startskuddet for afhentning af midlertidigt hjem til vores koi'er.
Karret kan indeholde ca. 3.000 liter vand


Karret skulle bindes godt fat, det blæste rimeligt meget den dag, så vi kunne 
ikke køre ret hurtigt hjem - traileren skulle jo nødigt tippe rundt.


Det var ikke let at få manøvreret karret op over hækken, så det blev "møvet" ind igennem havelågen
Hækken måtte bøje sig i ærbødighed da karretflyttede ind i vores have.

Da vi havde fået "installeret" karret på terrassen, begyndte vi at tømme damvandet over i det. 
Vi tømte lavtvandszonen (2.000 liter), på billederne herunder er det kun dybvandszonen (2.200 liter)
der er tilbage.

Havedammens lavtvandszone på 2000 l. er nu tømt                og ser nu pludselig meget mindre ud (2.200 liter tilbage)


Nu skulle vi så, inden vi fyldte det sidste vand i karret og flyttede filteret over, i gang med at flytte fiskene .
 Med det samme de fandt ud af at ville fange dem, rejste/spilede de rygfinnerne helt op til turbojet og pilede igennem vandet i fuld fart. Vores nok så håndtamme koi......blev pludselig utrygge!

MEN kort tid efter, i deres nye hjem (karret) svømmede de igen håndtamme og lystigt rundt
og legede i vandet og var vel alligevel godt tilfredse med livet!

 


De håndtamme Koi leger i vandstrålen...                              det er atter spisetid, og det er med at komme først til fadet


Åkanden flyttede med over i karret, så vi er sikre på at den 
overlever til vi har fået lavet den nye koidam.


Fredag den 27. juni 2003
(Dammen tømmes, sten og bassinfolie fjernes)


Nå...så måtte vi jo til det - knokle arbejdet - vi slæbte de gamle marksten væk i lange baner. 
Vores trillebør har efterhånden set bedre dage, men den kan da lidt endnu, selv om den er blevet lidt "vrikkelvorn".
Vi kunne se at koi'erne også havde haft travlt, de havde flyttet ca. "2 trillebør-fulde" ral ned på bunden af dammen. Det lod vi nu blive liggende, vi vippede det bare af folien, så må "koen" tage det på mandag.

 


T
ja-e, kønt er det ikke længere.....
Den kun ca. 2md. gl. gummifolie(EPDM) spredes ud og spules ren for at kunne blive solgt (til Lolland falster)


Lørdag den 28. juni 2003
(Øeh, så var der lige det der med bio-filteret !!)

Vi er IKKE meget for at indrømme det, men vi  b l i v e r  vel nødt til det, 
for det ER jo ikke til at skjule, og det bliver nok alligevel opdaget meget snart.
- sidst, men ikke mindst...så kan andre forhåbentligt lære lidt af vores "fejlindkøb"

Selv om Biotec 18 er et smart filter, som vi egentlig var blevet glade for - så irriterede det os
grænseløst at vi skulle fjerne algeklumper fra filteret hver/hver anden dag for
at filteret ikke skulle løbe over.
Det er godt, at det sier så meget skidt og småpartikler fra, men det betyder jo også,
at vi ikke kan vende ryggen til vores havedam i ret lang tid af gangen
- altså ikke være væk en weekend før filteret løber over sine bredder.

OG, hvad gør man så?
Jo, vi kørte ud til forhandleren og fik os en snak med ham - og det endte med at vi lånte en trailer
og en flok EU-paller af ham, for vi blev enige om at han fik Biotec 18 filteret retur
og vi købte et Biotec 36 i stedet.
Det smarte ved de to filtre i vores situation var, at man kan tage sin biomasse med, fra det
ene filter til det andet, så bioklodser, zeolitbeholdere og ristefilter blev flyttet med det samme
vi kom hjem - og så var det nye biofilter kørende..


Karret står med "hætte" på når vi ikke er i nærheden, vi vil ikke risikere at fiskene springer op over kanten.
Biotec 36 har dobbelt ristefilter (0,5 mm og 0,3 mm)
Flere fotos og beskrivelse af filteret på koidammens teknikside.

Søndag den 29. juni 2003
(Regn, regn og atter regn)

Søndag eftermiddag  v æ l t e d e  regnen ned i lårfede stråler....!
Den tomme havedam tog godt fra, så vi måtte i gang med at pumpe grundvand væk, så vi kunne
komme til at grave mandag. 


Mandag den 30. juni 2003
(Udgravning og en smule vand i dammen)

Vi vågnede til et kraftigt silende regnvejr da klokken var 5:30. Så vi var godt klar over at vi skulle ud og pumpe dammen tom for vand igen.  Ved 8:00 tiden begyndte vi atter at tømme dammen,
mens vi ventede på at "koen" skulle dukke op. Vejret klarede heldigvis op, solen begyndte
at titte frem og det endte med at blive helt godt vejr.

Da klokken var 9:00 ringede vi til JM for at høre hvor de blev af, ups - der var sket en fejl,
men de ville komme så hurtigt som muligt....så vi ventede, og ventede og kunne ikke
komme i gang før "koen" dukkede op kl. 11:00

 


"Ko" og motorbør  læsses af - 3 timer senere end forventet.

Nu var det jo så spændende om "koen" kunne komme ind igennem havelågen i baghaven.
For en sikkerheds skyld, havde vi fjernet lågen og begge stolperne, 
og det var heldigt, for den kunne lige nøjagtig gå igennem.

 
Pyh, det gik lige...1,10 m og vejer vist omkring 2 tons.                             Så går vi i dybden...

 


Lerjorden vil ikke slippe skovlen Hmm                                      vi skal have nogle m2 terrassesten lagt om nu... 



Siderne rettes løbende lidt af                                          og rettes mere af...!


 
Så er vi ved at være klar til at lægge gummidugen i                   og, så ligger der atter en kæmpe bunke lerjord
                                                                                      til afhentning ca. 30 tons

Da klokken var 17:30 var vi færdige med at grave ud til koi dammen 
Vi havde gravet i 6½ time, kun afbrudt af et par korte spise- og drikkepauser. 
Så naboerne var nok glade da vi var færdige - ikke fordi nogen klagede, næh nej - de kom for
at se hvad vi havde gang i, og de syntes vist alle sammen at vi er skrupskøre
- der er vi måske også, men vi har det godt med det :-))
Da bunden af dammen var noget klæbrig, hældte vi et ca. 7 cm. tykt lag sand derned. 
Bagefter planerede vi bunden ud  så den havde det rigtige fald, ned mod det sted hvor pumpen skal stå.
  Nu var det kun den sidste finish vi manglede, inden vi skulle have EPDM gummidugen lagt i hullet. 
Efter lidt knoklen frem og tilbage lå EPDM dugen som den skulle, så ved 20:30 tiden var vi klar til at hælde vand i.


Gummifolien er nu lagt ud, og vi skal have                     Kl. 22:15 har vi kun 2500 liter vand i dammen
vand i dammen                                                                     i 10-15 cm's højde
                                                                             

Tirsdag den 1. juli 2003
(ØV, det ligner heldagsregn)

På med regntøjet, motorbør og "ko" skal køres om på den anden side af huset så JM kan afhente dem igen, 
MEN ellers kommer der nok ikke til at ske mere i dag. 


Vandet står i en sø på terrassen...

Selv om vi startede dagen  med regnvejr i går, så var vi alligevel utrolig heldige med vejret - men, da vi havde studeret vejrudsigten for i dag, var vi godt klar over at vi skulle have gummidugen i hullet i en fart - ellers kunne vi risikere jordskred i kanterne i nat. 
GODT at vi nåede det ;-))


Regnen pjasker ned, det er ikke et vejr at sende en hund ud i.
Der er nu omkring 9.000 liter i bassinet


Motorbør og "ko" køres ud af haven igen
Græsplænen blev flere steder noget hærget pga. de halvtunge køretøjer - og regnen


Onsdag den 2. juli 2003
(Granitsortering, damkant v/ terrasse og koi-hygge)

Vi har været på havnen i Randers, hos "RGS 90 A/S" et firma der sælger granit - også til private. 
Her var vi i gang med at sortere de granitstykker fra som vi gerne ville købe 
- og som vi havde en mulighed for at flytte rundt på med en sækkevogn og/eller et par stærke mænd. 
Nu venter vi bare på at vognmanden kører dem hjem, så vi kan få lavet kanter 
- ikke fordi vi er klar til DET endnu....men det kommer!

Vi har nu 2 gange, med nogle dages mellemrum, pumpet (1/3) 1000 liter af vandet fra karret over i koidammen, både for at udskifte vand hos koi'erne, men også for at få noget gang i hanevandet i dammen. Vi har købt noget "Kusuri filterstart/booster kit" som vi skal have blandet, det skal stå og udvikle sig i ca. 20 graders varme, 48 timer, inden det skal tilsættes. Vandet er også blevet behandlet med "Kusuri eco-pure" for at tage algerne i opløbet.
Vi har i øjeblikket 2 pumper samt 2 luftslanger kørende for at ilte vandet 
- filteret bruger vi på karret, så det kan vi ikke flytte endnu.

Når vi sådan render rundt om karret det meste af dagen, så er det svært at gå forbi uden   l i g e   at få sig en lille "snak" med koi'erne. Med det samme vi nærmer os, står de håndtamme koi i kø for at komme
først til mølle - hvis der skulle følge en godbid med i købet.

 


Buster har mistet farven og er nu helt hvid/grå - han var før orange og hvid/grå!


Goldie (ogon) er klar - bare hun hører vores fodtrin ;-)) 

Dagen i dag, er også blevet brugt på at lave en ekstra mur ud mod koidammen fra terrassesiden, 
da vi har en hængende japansk ahorn vi gerne vil have plantet igen, mellem murene 
- selv om det halve af den knækkede af i kampens hede, da vi gravede.


Her dækkes væggen af gummistykker for at evt.  skarpe 
kanter ikke skal ødelægge den nye gummidug.
Gummidugen er lagt op over en lang bjælke hen over vandet, 
for at give plads at arbejde på. 

Torsdag den 3. juli 2003
(Omlægning af stenene på en del af terrassen og nedgravning af rør)

Ca. 1/4 af vores terrasse skulle lægges om da "koen" var lige rigeligt tung.
Så dagen i dag er gået med at tage sten op, nivellere og lægge sten ned igen.
Vi brugte samtidig lejligheden til at nedgrave det antal meter rør vi nu kunne nå imellem regnbygerne 
- det blev i dag til halvdelen af de 14 m. rør der skal forbinde filterets udgang (når vi renser filter) og kloakken.


Her ses den del af terrassen hvor vi skal omlægge fliser              
Rør-retningen er her fra kloakken og op mod filteret 
samt hvor filterets afgangsrør kommer til at ligge                      som skal stå på den anden side af koidammen.


Der graves en lang smal rende hen til kloakken og
laves et hul til røret og lukkede det uden om røret med
en klat cement, så det ikke er utæt.



Fliserne på terrassen er atter lagt - helt op mod dammen.


Filter anlægget skal stå bag den rododendron der er tv. på billedet.
Den sidste halvdel af returrørene nåede vi ikke at grave ned inden det regnede igen.
Som tidligere skrevet, så har vi 2 midlertidige pumper kørende, én i begge ender af dammen 
- for at cirkulere og belufte vandet mest muligt.


Fredag den 4. juli 2003
(Granitstykkerne leveres, de sidste rør graves ned)

Så fik vi leveret granitstykkerne - ind over hækken med grab. 
Det fylder ikke så meget som man skulle tro, men der er 4 tons, det lyder jo af meget.....
- men granit er tungt, meget tungt. 


Det er godt vi kan få leveret granitten inde i haven, så vi ikke skal slæbe det alt for langt
Her spules de ca. 4 tons sten rene for sand og grus.

 Vejret har været rimeligt godt i dag, så vi har gravet de sidste rør ned, 
og har fået monteret fittings i gummidugen (rør gennemføringer m.m.)


Der er lavet 3 stk. 50 mm. gennemføringer  i gummifolien  - én  for at få vandet til at overfladecirkulere, en anden til den bundplacerede Aquamax 10.000 pumpe og en tredie til skimmeren med en Aquamax 5500 pumpe

Her smøres der akvariesilikone på samlingerne, inden det hele monteres og skrues igennem gummidugen
Hullet bliver først lavet når silikonen er hærdet op (1-2 dage)


Udløbsrøret graves ned bag rododendronen, og monteres direkte på filterets udløb.


Den yderste gennemløbsring monteres/skrues fast gennem folien på den indvendig montage på bagsiden. Når silikonen er hærdet op, kan vi skære hul, og montere det sidste fittings - inden vi  fylder de sidste ca. 3000 liter fra karret, over i dammen.


Det ser lidt rodet ud lige nu, men der ER en mening med galskaben ;-))

Det ene 50 mm. rør fødes fra Aquamax 10.000 pumpen i bunden 
af dammen og monteres via UV-lys på Biotec 36 filteret. 

Det andet rør  - fødes fra skimmeren via Aquamax 5500 pumpen, og monteres på elvarmeren 
- inden det lander i filteret. Så vi kan stoppe biofilteret om vinteren - men stadig have overfladesug 
via skimmeren, elvarmeren i gang og dermed have en vis cirkulation i vandet uden at blande 
det varmere bundvand for meget op med det køligere øverste lag. 

Det sidste - grå 70 mm. rør, er afløbsrør fra filteret når filtermassen renses, 
dette rør løber direkte over i kloakken. Derudover skal der på filteret yderligere monteres  2 stk. 50 mm. rør, et til vandfaldet og et overløbsrør da vi ikke kan anvende filterets oprindelige monterede 110 mm afløb.


Lørdag den 5. juli 2003
(Tja-e, lørdag hyggede vi os egentlig bare....)

Så det var ikke meget der blev "pillet" i dammen ;-))
Dog skulle knejterne lige prøve at lægge granit i kanten 
- bare sådan lige lidt for sjovt, det  k u n n e  jo være at det blev pænt.


Må vi præsentere:  De lækreste havedamsben - nord for alperne ;-))

Det meste af "vandfaldet" blev faktisk lavet, men vi fik ikke taget billeder af det.
Det kan der jo heldigvis rådes bod på, så det skal nok komme senere - lidt længere nede på siden ;-))


Knejterne leger lidt med granitten
...                og flytter rundt på det hele igen, og igen...



Vores 2-årige barnebarn Kathrine ville også hjælpe.... men...
Snøft...hulk...Farmor....jeg KAN altså ikke løfte den...

Søndag den 6. juli 2003
(Filter og fisk flyttes igen...og...øeh...)

Efter at have tilsat det "Kusuri filterstart/booster kit" vi blandede for 2 dage siden (det skal modne i 48 t.) måtte vi nu i gang med at flytte filteret, så vi kunne få rigtigt gang i damvandet.
Det var trods pumper og iltsten begyndt at blive grønt og uigennemsigtigt pga. svævealger
- så filter og UV-lys skal kobles på nu.

Da filteret var midlertidigt opstillet flyttede vi koi'er og 2500 l. vand fra karret over i dammen, 
så kunne vi lave fittings bagefter. 
Vandet i karret lugtede meget af fisk, jo længere vi kom ned - men der har jo også gået 
12 halvstore koi'er og 4 guldfisk i 3.000 l. vand - så det er ikke meget plads til hver.. 

Selv om vi havde skiftet vand og løbende taget nitrit og ammoniak test, og det var ok - så var det nu dejligt at have koi'erne tilbage i dammen, hvor der var bedre plads til dem..

 


Filteret er midlertidigt opsat, vandfaldet er ikke færdigt.    Det grå rør 70mm. afløbsrør er nu tilsluttet fra filter til kloak


Der bores hul i siden af filteret til nye vandudløb              Det roder lidt lige nu, men nu er filteret i gang


Så gjorde vi det igen.....købte et par koi'er - meeen...nu har vi også plads til dem ;-))
Nu kommer vi jo heller ikke på ferie i år med alt det "havedams-sjov" vi har gang i. 
I øvrigt så har vi også begge to fødselsdag i juli måned, så nu har vi købt gaver til hinanden, he-he
- som det måske nok kan ses, så kan vi finde  m a n g e  undskyldninger for at have købt de koi'er :-))
Det blev til en Kohaku og en Sanke (ca. 38 cm) 
- vi har talt om at få en Kohaku mere, i et stykke tid, det skulle så være nu...
Sanken kom også med hjem, for man bliver bare i så godt humør af at se dens lille 
klovnehoved med pletten på "næsetippen" og "kinderødt" på højre "kind".

Sanken nederst, Kohaku'en øverst                                             De er omkring 38 cm lange

Vi har kaldt Sanken Plet,  da den har den sødeste lille plet på "næsetippen"
Og Kohaku'en er har fået navnet: Scarlet


Plet  (med det lille søde klovneansigt) er helt fremme når der skal "snakkes" - sky er han bestemt ikke

Scarlet th. er heller ikke sen til at vise sig
Kohaku'en tv. er Gokke, som vi købte i maj 2003


Mandag den 7. juli 2003
(biofilter og fittings lavet og vi er godt i gang med granitkanterne)

Så er fittings-delen ved at være overstået og vi er begyndt på at lægge...og omlægge...
kanter omkring dammen.
Vi har gået i haven fra kl. 9:00 til kl. 23:00 i dag, så vi er ved at være rimeligt godt brugte.
Det er ret hårdt at slæbe rundt på de granitstykker, også selv om vi har været ude og investere i en sækkevogn. Sækkevognen er efterhånden ved at se godt ramponeret ud,
malingen er skrællet af flere steder, og jernet er begyndt at bøje lidt hist og her
 - godt det er vores egen, og ikke en vi har lånt.


Så er fittings og alle slanger monteret                                   UV-lys og elvarmer er nu næsten færdigmonteret på filteret


Vandudløbet (50mm returrør) til overfladecirkulation er nu færdigmonteret i gummidugen
Så er vi begyndt at lægge granitten langs  kanterne


Koi'erne følger nøje med i hvad vi foretager os på land...     kommer og napper os i fingrene, når vi roder i vandoverfladen

Vi er kommet et ret godt stykke med granitlægningen i dag, faktisk så langt at vi nok kan 
begynde at plante omkring dammen i morgen - og, hvis nogen skulle sidde og ryste på hovedet
af at vi har købt 4 tons granit, så kan vi fortælle
- at vi snart har brugt det meste af det omkring dammen nu.


Gummidugen ombukkes 5-10 cm over den endelige vandspejlshøjde og  zigzag's LODRET, ud og  ind på bagsiden af de store sten.  Derefter fyldes evt. store sten i anden række eller granitskærver bagved og op over, for at holde og dække gummidugen
.


Det ser næsten ud som kanten rundt om dammen har været
der i flere år (de store sten bør  ikke ligge i lige rækker, men lidt ud og ind, nogle steder smalt, andre steder
bredt)


Det flotteste resultat får man hvis vandspejlet er højere end underkanten af stenene (2-5 cm) det virker mere naturligt


Tirsdag den 8. juli 2003
(Granitten er lagt, tilplantningen uden om dammen er næsten færdig)

Vi har atter været i haven hele dagen, vi startede kl. 8:30 og kom først ind her kl. 22:45 
- så det har igen været en lang trættende, men DEJLIG dag....fordi, efter at have plantet damkanterne til med "genbrugsplanter" fra haven, så er vi  h a m r e n d e   g o d t   t i l f r e d s e  med resultatet. 
Det er blevet SÅ godt, at det er lige før vi har lyst til at sælge billetter ved indgangen.
Flere af naboerne har været for at inspicere vores arbejde, har nikket anerkendende til det 
og oven i købet brugt flotte ord - og DET er jo bare herligt ;-))

Dog er der lige ét problem - de gamle bede i haven ser fuldstændig forkerte ud nu, så vi må i gang med at lægge granitkanter på dem også. Vi håber vi lige kan trække det sidste granit rundt i bedet nærmest dammen, ellers må vi ud og købe noget mere..

Ved terrassen mangler vi stadig at lave og montere, en lav  træbænk langs damkanten, så vi kan sidde med hænderne i vandet når vi fodre vores fisk. Der er også lige et lille hængeparti med montage af havelamper og lave strømmen (220 Volt) helt færdig.

Vi er først blevet færdige i skumringen, så der er ingen billeder fra i dag - men for ikke at snyde nogen, 
kommer der her et pausebillede....indtil billederne fra dammen "frigives"   ;-))


Plet, med det søde lille klovneansigt i forgrunden, og  med Goldie ved sin side
og i baggrunden,  Silver og Cha-Cha der forsøger at spise den samme foderpille.

Forresten, så er der ca. 19.000 liter vand i dammen nu, og dybden er omkring 1.80 m, 
vi har ikke lige fået målt nøjagtigt, efter at kanterne er færdige og dammen er fyldt helt op.

Åhhh, hvor er vi glad' i dag, tra-da-da-da-di, tra-da-da-da-da  !!


Onsdag den 9. juli 2003
(Morgenstemning ved dammen)

Vi er ikke færdige endnu, vi mangler stadig at lægge skærver på, for lige at lave det sidste finish - men
billederne herunder fortæller lidt om hvordan det kommer til at se ud når vi bliver helt færdige.

Da vi har brugt "genbrugsplanter" fra haven, så ser det ikke ud som om at dammen lige er lavet i går.

       
View over højre side af dammen                                 Set fra terrassen,
                                                                            kinesisk korktræ th. for granitbænken

 
 
Vi syntes selv at det ser ret hyggeligt ud



Vandfaldet, omkranset af rododendron og japansk ahorn                            indgangen til granitbænken (og filteret)


Her er vi også blevet færdige, med er indgangen til granitbænken (og filteret)
Der er lagt granitskærver mellem de store flade trædesten (granitstykker).

Jow-jow, vi er ganske tilfredse med vores arbejde !
Vandet i dammen er så klart, at vi kan se bunden - og der er jo efterhånden ret dybt (ca. 19o cm.).


View fra terrassen


View set mod terrassen

 

Overvejer du at gå i gang med en koidam og derfor er interesseret i hvad det har kostet...?  -  så er her priserne, til skræk og advarsel

 

 

Planlægn. af KOI dam

Start på Koi dam

Koi dagbog for 2004

Koi dagbog for 2005

Koi dagbog for 2006

Koi dagbog for 2007

 

  Sidste NYT

 

 

 

 

 
   

 

 

 

 
 
 
 

 

 

 

Klik og stem! - HotStart.dk

  

Sidst opdateret: 02. January 2008

ZIP Stat
Flere...

2003-2008 © www.hyggedam.dk
Men du er velkommen til at benytte vores tekst, koi og havedamsbilleder, bare du lige dropper os en mail inden.

Hit Counter